Nå – besøgte homeøpat og jeg var nervøs. Sad og mærkede nogle små nælder bryde frem på min ene hånd og fod, hvilket fortæller mig, at det er også er stress relateret.

Først spurgte hun til mit helbred sådan generelt og derefter skulle jeg svare ja/nej på 100 spørgsmål, der kunne scanne min personlighed. Da jeg havde svaret, sagde hun, at min type har en ekstraordinært veludviklet lugtesans- jo tak- det ved gud jeg har. Den har fået mig til at kaste op en del gange i mit liv.

Jeg fortalte hende at jeg var startet på en slags detox kur. Hun kiggede undrende på mig og udbrød “hvorfor det”? “Jamen- bare sådan for at komme af med nogle giftstoffer” sagde jeg lidt søgende. “No need- the medicine will do it all for you”. Ok så. Jeg er forresten også hamrende sulten, så fine, fine- haps med en lakse sushi.

Nå- nu er jeg udstyret med nogle små piller der skal suges på. 4 om mandagen og 4 den første og anden lørdag i måneden. desuden et akut “kit”, til anfald af nældefeber.

Hun beskev healing processen som et løg man skræller. Der er et hieraki i kroppen i dette system. Huden kommer på som det sidste medicinen reparerer. Det skulle jeg ikke være ked af, for de organer der var relateret til huden, lå forholdsvis tidligt på listen. Som hun sluttede af med at sige ” It’s a  journey towards happiness”.

Jeg er fortrøstningsfuld. Meanwhile- her er en lille (op) sang:)

 <object width=”400″ height=”370″><param name=”movie” value=”http://www.linktv.org/embed_ff/679″></param><param name=”wmode” value=”transparent”></param><embed src=”http://www.linktv.org/embed_ff/679″ type=”application/x-shockwave-flash” wmode=”transparent” width=”400″ height=”370″></embed></object>

Jeg er blevet diagnosticeret med sygdommen cholinergic urticaria. Egentlig synes jeg ikke det kommer andre ved, hvad vi mennesker har af skavanker, men den her er så alvorlig og udsigten til at blive rask, ligger ikke lige for, at det er det eneste der er i mine tanker hele tiden. Jeg ved at der i Danmark – resten af verden, er andre der har den- og med jer i sigte, betyder det, at den her blog i fremtiden nok kommer til at handle om behandlingsmuligheder for denne sygdom.

Sygdommen går i korte træk ud på, at hvis man udsættes for varme/ kulde (for mit vedkommende stærk varme/sol og fugt), så slår man ud i nældeknopper i mere eller mindre grad. Nogle udvikler allergisk chok af det. Det gør ondt, svider og klør. Det er en autoimmun sygdom. Det er IKKE en allergi, men en fejlkodning/ signal fra hjernen om at den skal reagere på en “forkert” måde. Det betyder også at normale antihistaminer eller mere seriøse medikamenter, ikke kan kurere den, men kun ( hos et fåtal)- kan dæmpe symptomerne. Desværre virker det ikke på mig.

Jeg har nu haft den i 6 uger og idag tror jeg (håber jeg) at jeg nåede et peak niveau. Var ude i solen i mindre end 1 minut (ET!!!!!!!!!)- da jeg kom ind begyndte det at prikke i ansigtet (det gør det altid), så kom nælderne. “Normalt” er det “kun” ansigtet og armene, der slår ud, lige indtil jeg kommer i et køligt rum, koldt bad, aircon, men idag spredte det sig til hele kroppen. og jeg blev dårlig med hovedpine. Sådan et anfald varer ca 30 min til 1 – 1/2 time. Det er ulideligt! Fra at ha’ haft et  normalt liv og elsket varme og sol- er det nu blevet det værste jeg kan udsætte mig selv for.

Hvad kan man selv gøre, ud over ikke at udsætte sig selv for den fysiske påvirkning?

Da den normale lægevidenskab ikke kan kurere det, er der vel egentlig kun alternativ behandling tilbage. Imorgen skal jeg til en homøopat og det kan ikke gå for stærkt med at blive mandag. Opfølgning føler hermed.

http://www.cholinergicurticaria.net/

Idag skal vi tale om noget alle små børn synes er afsindigt spændende. Vi skal tale om det i en form, der er gearet til voksne, dvs pakket pænt ind i nogle kliniske termer, så vi ikke rynker på næsen og løber skrigende væk, men måske får nysgerrigheden vakt. Vi skal tale om det der kommer ud af nummeren på os alle- og vi skal tale om det under emnet tarmskylning.

Jeg har fået en sådan. Tarmskylning. Og hvordan var det så?

Jeg har veninder der jævnligt frekventerer dette- og da jeg er allergiker, har underlige mad intolerancer og hørt, at tarmskylning, i kombi med den rette kost, kan få kroppen i bedre balance- har jeg efter et meget langt tilløb selv lagt røv til, hvis jeg må være så bramfri.

Man placeres i en slags lænestol  der har plads til at begge ben kan være på hver side af en spalte i midten. Forestil dig en forlystelse i Tivoli, hvor der kan sidde en person imellem dine ben. Her er det så bare et hulrum til en plastikslange. Så indføres et meget lille plastikrør i nummeren – og her skal det siges, at jeg ikke engang ænsede at den var på plads. Meget elegant. Så begynder op til 12 liter vand – i et stille tempo vel at mærke- at blive pumpet ind i en. I det tilfælde at man ikke kan holde det ud, er der en panik knap på væggen og man kan koble den fra selv. Ikke at jeg fik brug for det, men det var rart at vide. Min “instruktør” fortæller mig at man ligesom skal knibe sammen og derefter give slip. Nå tænker jeg- det kan sgu ikke være så svært. Men det er det. De første 10 min var jeg ikke sikker på at jeg overhovedet gjorde det korrekt, men da den venlige instruktør dame, kommer ind til mig igen og udbryder “det er du god til”, så ved jeg at den er  hjemme. Så ælter hun den vandfyldte mave- og det er ikke så rart. Se- derefter tager tingene form. Hov – wow- det var da rødbederne fra igår, med mindre jeg nu har fået indre blødninger altså! Der er sat et spejl op i den anden ende, så man kan følge med løjerne der løber ned igennem et gennemsigtigt lukket plastikrør.

Hele seancen varer ca 30 min. Den sætning der dækker oplevelsen bedst er, “nu skal jeg skide, nu skal jeg ikke skide”. Som at sidde på et toilet i 30 min faktisk.

Nogle siger at de føler sig lettede bagefter. Jeg synes bare jeg har lidt hovedpine. Det trykker også lidt i maven. Man skal også huske at få alt vandet ud, så man ikke, som undertegnede, sad i en trafikprop og havde lyst til at lade vandet gå.

Jeg ved sgu ikke… tror ikke det er noget jeg har lyst til at gøre igen. Aflyser min tid på fredag.

Your parents remember the day mankind took its first footstep on  the surface of the moon. We all have the horrible, mind blasting pictures of Twin Towers falling to the ground- in common. Last year- a tragedy took place in Japan. A giant tsunami killing more than 10.000 people and still today, more than 19.000 are missing. I was sitting in my living room, staring at screen of my computer. CNN was covering the tsunami from a helicopter. A small white car was driving directly towards the tsunami! The driver did not know what was about to hit him 10 sec later. It was surrealistic.

A few month later, I was  performing at “Music Matters”- a huge Asian Music Festival with 42 artists from various countries, playing live in Singapore over 3 days.  Even though all the bands were preparing for their concerts, most of us took the time to learn Coldplays song “Fix You”. We recorded it in a few hours and the result/CD  is available in 18 countries, with all the money going directly to the survivors from this disaster.

Here it is:http://www.youtube.com/watch?v=QiFJiy6kwDA

Det er sådan et irriterende spørgsmål at få- jeg ved det. Men med angst for at lyde helt vildt psyko- (jeg nægter at sige ordet coach, nogen burde slette det i den danske ordbog)- så er det måske meget godt lige at stille sig selv det spørgsmål engang imellem. Er du så eller hvad? Altså bare sådan generelt. Hvis du vil vide mit svar, så er det et ja.. Det der gør mig lykkelig (ud over at min familie, venner er raske osv, har økonomisk tryghed, de basale ting, der skal fungere)- så er det som er det vigtigste for mig og som giver mig en grundlæggende følelse af lykke- det- at jeg har personlig frihed. Jeg har for længst fundet ud af, at jeg ikke egner mig til et 8-4 job eller til at ha’ overordnede der fortæller mig hvad jeg skal gøre. No way! Til gengæld er det ikke altid så økomisk trygt at vælge at leve sådan. Men det er et valg. Og det er egentlig det jeg vil frem til her. At ALT i vores liv er valg. Også fravalg. Og det ikke at ville tage en beslutning, men lade skæbnen råde er et valg. Jeg er stor tilhænger af, at vi selv skaber vores egen lykke. Det betyder ikke at man ikke får hak i tuden undervejs, men det betyder at man falder for at rejse sig op igen. Capiche? Op på hesten, frem med handsken, grib dig selv i barmen (hvis du har sådan en)- HVAD gør dig lykkelig?

PS- jeg bliver også lykkelig i store balkjoler- derfor fotoet:)